Håndbold efterskole
Håndbold på Lyngs Idrætsefterskole er mere end træning og kampe – det er et miljø, hvor du kan udfordre dig selv, blive en del af et stærkt fællesskab og udvikle dig både som spiller og som menneske.
Udvikl dig som håndboldspiller
På håndboldlinjen arbejder vi målrettet med din udvikling som spiller. Træningen bliver tilrettelagt, så både den ambitiøse spiller og den, der først og fremmest brænder for håndbolden, bliver udfordret på det rette niveau. Du træner med DHF-uddannede trænere og kan have håndbold op til fire gange om ugen.
Vi arbejder med hele spillet: teknik, fysik, taktiske valg og samarbejdet på holdet. Du møder blandt andet øvelser med bold, forsvars- og angrebstræning, kondition samt skadesforebyggende træning. Målet er, at du bliver en mere komplet spiller og samtidig får en større forståelse for spillet.
Kampe gennem hele skoleåret
På Lyngs kommer alle håndboldelever ud at spille kampe. Vi har flere drenge- og pigehold og deltager både i efterskolernes egen turnering og i en turnering under DHF. Det giver masser af kampe og noget at træne frem imod gennem hele skoleåret.
Kampene er også en stor del af fællesskabet. Når Lyngs spiller, bakker eleverne hinanden op fra sidelinjen, og det skaber en helt særlig stemning i hallen.
Prøv kræfter med trænerrollen
På linjen får du også indblik i rollen som træner og leder. Du lærer at planlægge opvarmning, træningsøvelser og hele træningsforløb, og du får mulighed for at afprøve dine idéer sammen med de andre elever.
Undervejs arbejder vi også med det ansvar, der følger med rollen som træner. Hvordan skaber man et godt miljø på et hold? Hvordan motiverer man forskellige spillere? Og hvordan balancerer man udvikling, fællesskab og ønsket om at vinde? Det giver erfaringer, du kan tage med videre i både håndbolden og foreningslivet.


