Fokus på idræt

Idræt gennem hele ugen

Idrætten fylder naturligt meget i hverdagen på Lyngs. Eleverne har mellem 9 og 17,5 timers idræt om ugen fordelt på linjefag, fællesidræt og forskellige valgfag. Du vælger mellem håndbold, fodbold, spring samt dans og rytme som din primære linje.

På alle linjer møder du dygtige trænere og instruktører, der arbejder med din fysiske, tekniske og taktiske udvikling. Der er plads til både bredden og eliten. Det afgørende er, at du har lyst til at være aktiv og engagere dig i din idræt.

Mulighed for mere end én idræt

Dit linjefag er din primære idræt, men du behøver ikke nøjes med én ting. Gennem valgfag kan du prøve andre af skolens idrætter og supplere din linjetræning med blandt andet fitness, rytme, dans, spring eller boldspil.

Der er også perioder med alternative idrætsaktiviteter og andre valgfag. Det giver variation i hverdagen og mulighed for at opdage nye interesser og sider af dig selv.

Træner- og lederuddannelse

På linjerne arbejder eleverne ikke kun med deres egne færdigheder. Du får også erfaring med at planlægge aktiviteter, instruere andre og tage ansvar for en gruppe. Undervisningen tager udgangspunkt i relevante trænerkurser og skolens egne erfaringer og suppleres løbende med professionelle gæsteinstruktører.

Du får kontakt med børn, skoler og foreninger gennem blandt andet aktivitetsdage. Det giver praktisk erfaring med at skabe trygge og udviklende rammer for andre – og kan blive begyndelsen på et fremtidigt engagement som træner eller leder i foreningslivet.

fodbold-efterskole-5

Fællesgymnastik

På Lyngs Idrætsefterskole ser vi gymnastik som en vigtig del af efterskolelivet. Fællesgymnastikken styrker både fællesskabet og elevernes fysiske og motoriske evner – også i boldspil. Derfor har alle elever obligatorisk fællesgymnastik hver uge – uanset linje.

Turneringer og opvisninger

På Lyngs Idrætsefterskole er der masser af kampe og opvisninger i løbet af året. I både håndbold og fodbold kommer alle ud og spiller kampe. Vi deltager både i Efterskolernes egen turnering, men også i henholdsvis JBU’s og DHF’s turneringer, så der er altid noget at spille for gennem hele skoleåret.

Rytme- springlinjerne bruger første halvdel af året på teknik, spring og programsammensætning. I anden halvdel går det løs med cirka 20 opvisninger rundt omkring i landet.