Værdigrundlag
Alle efterskoler i Danmark har et værdigrundlag, som danner basis for den måde, skolen arbejder med udviklingen af unge mennesker på. På Lyngs Idrætsefterskole er værdigrundlaget bygget op under overskrifterne fællesskab, initiativ, læring og livsmod: Fire gode værdier – ligesom de fire kløverblade i vores logo.
Fællesskab
Fællesskabet er en grundsten på Lyngs. Det gælder på banen, i hallen, i undervisningen, på værelset og i alle de praktiske opgaver, der får hverdagen til at fungere. Vi lægger vægt på tanken om ‘en for alle, alle for en’.
Et stærkt fællesskab betyder ikke, at alle skal være ens. Der skal være plads til forskellighed og til, at den enkelte kan være sig selv. Samtidig lærer eleverne, at man må bidrage og tage ansvar, hvis fællesskabet skal lykkes.
Initiativ
Vi ønsker, at eleverne oplever, at deres idéer og indsats gør en forskel. Derfor får de mulighed for at tage initiativ i undervisningen, ved aktiviteter, elevmøder, fester og projekter.
Når man tager initiativ, øver man sig også i at tage medansvar. Det er en vigtig del af efterskolelivet og en god forberedelse til voksenlivet og deltagelsen i et demokratisk samfund.
Læring
Læring kræver nysgerrighed, aktivitet og mod til at prøve. På Lyngs handler læring både om de boglige fag, idrætten og alt det, man lærer ved at bo og leve tæt sammen med andre.
Eleverne bliver udfordret til at udvikle deres stærke sider og arbejde med det, der er svært. Vi ønsker at skabe en forståelse for, at man hele livet kan lære nyt – både alene og sammen med andre.
Livsmod
Livsmod handler om at tro på, at man har værdi, og at man kan gøre en forskel. Vi vil skabe en skolehverdag, hvor den enkelte elev føler sig set, trives og får mod på at møde nye udfordringer.
Gennem fællesskab, ansvar, oplevelser og personlig udvikling ønsker vi at sende eleverne videre med større tillid til sig selv og et lyst blik på livet.


