Tidligere Lyngs-elev spiller nu i Superligaen

”Jeg har trænet 2 superligaspillere på Lyngs. Den ene er Mikkel Agger, den anden bliver Tobias Mølgaard”

Sådan sagde Keld Østergaard, der er vores cheftræner i fodbold og leder af idræt på Lyngs i juni 2012. Og her 6 år efter må vi sige, det er ret godt forudset! Herfra skal lyde et kæmpe tillykke til Tobias, der gik på Lyngs i 11/12 og 12/13, og som i foråret skrev kontrakt med Vejle Boldklub. Vi har taget en snak med Tobias om, hvordan han tænker tilbage på sin tid på Lyngs Idrætsefterskole.

Træningen

Dengang trænede vi 3 gange om ugen, og herudover begyndte jeg at spille i Thisted FC, hvor talentchefen Lars Fomsgård Nielsen og Keld Østergaard sammensatte et godt program for mig. Så der var masser af træning. På det tidspunkt var Lyngs én af de første efterskoler, der havde investeret i en kunstgræsbane, og det gjorde en kæmpe forskel. Jeg var helt vildt glad for, at vi fik lov at træne året rundt uanset vejr og vind. Og så betød det meget, at jeg tog på efterskole allerede i 9. klasse, hvor jeg fik mulighed for at træne og spille med dem, der var ældre end mig selv.

Træneren

Jeg havde en fantastisk træner i Keld, der troede på mig. Jeg udviklede mig helt vildt meget i løbet af mine år på Lyngs. Keld er et fantastisk menneske at arbejde sammen med. Han er dedikeret og dygtig. Det er jo to ting, der ikke altid hænger sammen. Han havde både føling med efterskolen som helhed, men også virkelig på fodboldbanen. Han rummede mange af de ting, som man skal kunne som efterskolelærer OG som træner. Jeg kom jo ikke bare for fodbolden, men også for det sociale og efterskolelivet, og i den kombination var Keld ret fantastisk.

Det sociale

Jeg var været sindssygt glad for at gå på Lyngs – begge år. Vi havde nogle gode årgange, og jeg blev helt forelsket i efterskolelivet. At man bare er sammen med sine venner hele tiden og oplever en masse fede ting sammen. Det var jeg sindssygt glad for.

 

Hvad har Lyngs betyder for der, hvor du er i dag?

Det var nogle vigtige år for mig. Jeg øgede jo træningsmængden rigtig meget, det bliver lige det mere seriøst, og jeg udviklede mig rigtig meget, fordi vi trænede hele tiden. Det var med til at give mig det sidste skub, ift. at det VAR fodbold, jeg ville satse på.

 

Hvad siger den gamle træner så?

Keld Østergaard er selvfølgelig en smule stolt af sin forudsigelse. Og har kun roser at sende til Tobias. ”Tobias var så ydmyg og altid 110% klar. Det var fantastisk at opleve den gode stemning, han bidrog med til holdet – både til træning og til kamp. Han havde allerede på det tidspunkt et unikt blik for spillet, han var taktisk stærk og havde de tekniske kvaliteter helt i top. Derudover var han en ekstrem stor løbekapacitet”. Keld er ikke bange for at pege på et par andre tidligere Lyngs-elever, der godt kan gå hen og få en god fodboldkarriere. ”Jeg vil gerne pege på Frederik Søvndal, Loui Gravgaard og Per Uhd Lauge, der alle spiller i Holstebro og gik på Lyngs i 15/16. De har den der ærgerrighed, seriøsitet og vilje, der skal til for at nå rigtig langt”.